I går var der en dejlig anmeldelse af Lucie i Politiken. Anmelderen Liselotte Wiemer skriver så veloplagt, at anmeldelsen i sig selv er en fornøjelse at læse. Og så har hun fanget det hele. Det er skønt med så dygtig en læser og formidler. Hun giver Lucie fire hjerter; selv synes jeg, når jeg læser hendes tekst, at anmeldelsen er fem-hjertet – så god er den. Men i hvert fald er jeg rigtig glad. Og så er det også en anmeldelse, man bliver klogere af, hendes analyse af Amalie Skrams ‘Lucie’ og min til sidst som betragtninger over kvindeliv dengang og nu er vildt spændende.
Her lidt citater:
“Spænd sikkerhedsselen! Bryd maskeringsforbuddet! For i Anne-Marie Vedsø Olesens næsten dæmonisk vellystige horrorroman “Lucie” springer brændende katedraler, skrigende ravne, magiske sværd, himmelske visioner og råt menneskekød direkte op i ansigtet. Det handler om hunger. Ubændig hunger”.
Og efter inde i anmeldelsen at komme med sit eneste kritikpunkt, at anmelderen ikke synes, der er fremdrift nok i midterdelen (hvilket jeg er helt uenig med hende i), fortsætter hun: “slutningen er til gengæld så udsøgt spektakulær, at det tager pippet fra enhver skeptiker. Dobbelt-wow!”
Herudover har anmelderen dygtigt fanget romanens to hovedpointer:
1) Nutidskritikken: “Er Lucie en slags falden engel i minefeltet mellem mening og tomhed, er hun nemlig også forfatterens talerør mod en (nu)tid, der selv er blevet alt for tom. »En klaustrofobisk narcissisme har lagt sig over verden«, sukker den dæmoniske, der ikke mere kan få ordentlig næring af vores sjæle.”
2) Religionskritikken: “Indtil de falske ånder (der indbefatter alt trosliv) fordrives, og fornuften endelig tager over. Hvilket er vampyrforfatteren Anne-Marie Vedsø Olesens overraskende credo til sidst.”
Læs anmeldelsen i Politiken her
Anne-Marie Vedsø Olesen 