Torsdag den 22. marts kl. 17.00 er jeg Månedens forfatter på Københavns Hovedbibliotek. Kom endelig forbi og hør om Lucie – min vildeste roman til dato. Det forgår i stueetagen af Hovedbiblioteket og er gratis. Og så plejer det at være ret hyggeligt med mulighed for spørgsmål og debat også.
Jeg vil fortælle om Lucie og læse ganske lidt op. Jeg vil tale om Lovecraft og Hieronymus Bosch som inspirationskilder, om nordisk mytologi, som der er masser af i romanen, og om at skrive eksperimenterende udknaldet om svampe og opium og talende fugle og faldne engle. Og måske også lidt om genrer. Jeg hader genrebetegnelser. De er kun i vejen, når man begynder at skabe som forfatter. Efter jeg blev færdig med Lucie, og de fleste havde svært ved at sætte Lucie i genreboks, var der dog nogen, som påpegede, at Lucie muligvis var det, der kaldes ‘Weird fiction’, som er en subgenre af “Speculative fiction”. Det kunne det være fint at tage en snak om.
Og så vil jeg nok runde af med meningen med det hele. Det at skrive med noget på hjerte. Romanen Lucie har meget på hjerte. Der er nutidskritik og religionskritik midt i al den smukke gru.
Men kom altså på torsdag den 22. marts kl. 17 og bliv underholdt og deltag i en litterær snak om at bryde genrer og skrive “frygtløst udknaldet”, som Weekendavisens anmelder Lars Bukdahl skrev om Lucie.
Læs mere og tilmeld dig arrangementet på facebook her: