I 2018 udkom min roman LUCIE, og det blev et udadvendt år med masser af herlige litterære arrangementer. 2019 bliver til gengæld skriveåret, den indadskuende tid, hvor skabelsen skal finde sted.
Planen er at skrive en fremtidsroman. Jeg er sådan set allerede i gang med den, men det går langsomt, jeg er ambitiøs, og i tvivl hele tiden, for jeg vil bryde med gængse former og skrive vildere end jeg nogensinde før har gjort. Men det er også givende. Fornemmelsen af at ingen sætning er ligegyldig.
Arbejdstitlen på fremtidsromanen er foreløbig INSULA LUNA. Med romanen vil jeg gennem både sprog og handling undersøge, hvad der sker med vores bevidstheder og koncentrationsevne som følge af bombardementet fra internettets flaksende input.
INSULA LUNA foregår i en fremtid, hvor menneskets hjerne er blevet fysisk afhængig af vedvarende digitale multiinput. Uden strømmen af input går mennesket i kramper og dør. Civilisation og udvikling baserer sig derfor alene på computerkalkuleret forskning, da ingen længere er i stand til indlæring og fokus. I romanen følger man kvinden Hypatia, der som den eneste ikke lider af afhængigheden. Hun er derfor også den eneste, som kan rejse til Øen – et magisk sted, hvor ingen stråler/ radiobølger/ digitale impulser kan nå ud.
Ambitionen er at følge bevidsthedsstrømme hos både splintrede bevidstheder, hos Hypatias mere koncentrerede bevidsthed samt Øens; Øen er tænkt som et slags metafysisk begreb, der rummer hele den menneskelige bevidstheds historie.
Lyder det sært? Godt! Så er jeg på rette spor.
Victor Vasarely
Anne-Marie Vedsø Olesen 