I år er det 20 år siden, jeg debuterede som forfatter, og hvor er det egentlig mærkeligt at tænke på. Det skete på forlaget Gyldendal med middelalderromanen ‘Salernos sol’ i år 2000. Jeg er oprindelig uddannet læge og nåede at arbejde et par år som læge på forskellige danske hospitaler, men da Gyldendal i samarbejde med Det Kongelige Bibliotek i år 1999 udskrev en middelalderroman-konkurrence, ja da tog jeg chancen, skrev manuskriptet til ‘Salernos sol’ og sendte ind. Og minsandten om ikke jeg vandt andenprisen på 50.000 kr. og en udgivelse på Gyldendal. Siden har jeg ikke set mig tilbage, det er blevet til i alt ni romaner plus det løse på først Gyldendal, så Politikens Forlag. Men jeg har også haft samarbejde med andre forlag (noveller, en libretto), og et af de forlag, jeg har nydt at samarbejde med, er Steen Langstrups 2 Feet Entertainment. Steen genudgav for en del år siden netop min debutroman ‘Salernos sol’ som e-bog (e-bøger eksisterede ikke, da jeg debuterede), og meget passende har vi netop her i 20-året for debuten skrevet kontrakt på også en lydbogsudgave.
‘Salernos sol’ var på en måde også mit bindeled fra at være læge til at blive forfatter. Den handler nemlig om middelalderens berømte lægeskole i Salerno, hvor hovedpersonen – den unge Edgar fra Rochester – tager sin uddannelse. Det gav mig mulighed for at skrive en hel masse om middelalderens lægevidenskab. Romanen begynder i år 1139, og Edgar tager efter endt uddannelse med som læge på det 2. korstog til Jerusalem (ja, egentlig Damaskus – de kristne havde allerede Jerusalem på det tidspunkt). Det 2. korstog er en bizar og kulørt affære, som ikke er så kendt, forbi ingen magtforhold ændrede sig. Det blev en fiasko, og de kristne luskede hjem igen. Men der skete adskillige dramatiske ting undervejs, blandt andet mellem den franske konge og hans dronning Eleonore, som også var redet med på korstog. Hun afskyede sin mand, havde en affære i Antiochia undervejs, og kongen måtte bortføre sin egen hustru, da hun nægtede at rejse videre fra Antiochia. Jeg lader i romanen også min fiktive Edgar have en affære med hende. Men Edgar er en ung, naiv læge just uddannet fra Lægeskolen, og han fatter aldrig de politiske intriger, han bliver en brik i.
I skulle tage at læse den, den er god. Den er som sagt tilgængelig som e-bog (også på ereolen) og kommer altså nu langt om længe på et tidspunkt også som lydbog.