Man kommer ikke langt med bare at stille sig hen i et hjørne og råbe “Internettet er dumt!”, hvis alle andre synes, det er fedt.
Hovedpersonen i ‘Månen over Øen’ hedder Hypatia.
Hun er opkaldt efter en historisk person – den berømte Hypatia af Alexandria, der levede omkring år 400, og som var både filosof, matematiker og astronom. Den historiske Hypatia har jeg skrevet en del om tilbage i romanen ‘Djævelens kvint’ (2002), der i øvrigt genudgives senere i år.
Men hvad er den fiktive Hypatia i min nye roman for en person? Det vil jeg prøve at indkredse her:
I ‘Månen over Øen’ er alle andre blevet fysisk afhængige af flimrende digitale input, men Hypatia er født med et særligt gen, der gør, at hun kan klare sig uden det såkaldte supernet (internettet). Hypatia er en ensom og hård kvinde. Hun betragter de andres afhængighed af supernettet som en svaghed, og hun ser på dem med foragt. Hun er den eneste, der er i stand til koncentreret indlæring og til at sanse verden fuldt ud. Alle andre hænger rastløst over supernettet på evig jagt efter underholdning.
Men hvordan bliver ens verden, hvis man er holdt op med at kommunikere med andre, hvad hun reelt er, da hun ikke er på supernettet? Hvad sker der, når man ikke længere kan kommunikere med sit barn, som tilfældet er for Hypatia? Giver livet så overhovedet mening?
Den slags spørgsmål om betydningen af sprog og kommunikation er også noget, filosoffer har beskæftiget sig med. Det var ret interessant for mig personligt at nå til den del i filosofihistorien, da jeg skrev bogen.
Jeg syntes jo på en måde, at Hypatia havde ret i sin kritik. Men jeg blev selv – sammen med Hypatia – klogere, da jeg blev konfronteret med dialogens og kommunikationens afgørende betydning. Man kommer ikke langt med bare at stille sig hen i et hjørne og råbe “Internettet er dumt!”, hvis alle andre synes, det er fedt.
Hypatia af Alexandria
Anne-Marie Vedsø Olesen 