Når jeg skriver et nyt værk, er det selvfølgelig helt mit eget, min egen stemning, min egen tone, min egen handling. Ikke desto mindre er jeg ofte blevet grebet af andre værker på måder, der forankrer sig, og som siver ind og spiller med. Når jeg bliver bevidst om det, begynder jeg som forfatter at bruge det aktivt.
Der er et par mesterværker fra film og opera, som har været markant tilstede, da jeg skrev ‘Månen over Øen’. Det vil jeg fortælle lidt om her.
Den første er den store filmmager Andrej Tarkovskij, som har lavet film, der alle har gjort uudslettelige indtryk på mig. Særligt to betyder noget for ‘Månen over Øen’. Det er dels ‘Vandringsmanden’ (‘Stalker’) og dels ‘Solaris’.
I ‘Vandringsmanden’ bevæger tre personer sig ind i en forbudt zone. Zonen er uforståelig for den menneskelige bevidsthed, og der hviler en tung og mættet stemning af noget urovækkende og abstrakt, noget filosofisk og religiøst over det frodige, grønne univers. Den stemning og den ide kan jeg i dag se har sneget sig ind i dele af min ‘Månen over Øen’, hvor mine to hovedpersoner bevæger sig ud på en forbudt og særdeles frodig ø, der er ubegribelig for den menneskelige bevidsthed, og hvor filosofiske spørgsmål udspiller sig for dem.
Vandringsmanden
I filmen ‘Solaris’, der delvis foregår på en rumstation, manifesterer personernes kriser og sindbilleder sig som fysisk virkelighed. Det sker også for mine personer på Øen, hvor de ud over almindelige hallucinationer også oplever, at Øen spejler sig i dem og skaber en ny virkelighed ud fra deres sindstilstand.
I øvrigt bruger Tarkovskij ofte heste og regnvejr i sine film, og jeg kunne ikke dy mig for i bogen at fremskrive et billede af en hest, der står opgivende ude i et babylonsk skybrud.
Fra Tarkovskijs film Ivans barndom
Den anden store filmmager, der har påvirket min bog, er japaneren Masaki Kobayashi. Det er ikke i lige så stort et omfang som Tarkovskij, men til slutdelen på min bog genså jeg slutningen af Kobayashis storværk ‘The Human Condition’. Her forsøger hovedpersonen at vandre hjem til sin elskede gennem endeløse sletter i en umulig tilstand af sult og udmattelse og i forgæves kamp mod naturens rasen. Med den følelse sendte jeg min hovedperson Hypatia ud i det golde ingenmandsland for at lede efter sin datter.
The Human Condition III
Endelig er den sidste store inspirationskilde den franske komponist Olivier Messiaen, og særligt hans opera om Frans af Assisi. Messiaen interesserede sig overmåde meget for fugle, han optog deres lyde og skrev musik ud fra deres sang og kvidren. I operaen Saint Francois d’Assise prædiker den hellige Frans af Assisi for fuglene. I min roman ‘Månen over Øen’ er den anden hovedperson hjerneforskeren Frans. Fugle dukker op allerede i Frans’ første hallucinationer i bogen, og fuglene bliver ved med at følge ham hele bogen igennem sideløbende med romanens religiøse tema. For jo, selvfølgelig er der også et religiøst tema i min roman. Det har jeg kredset om i alle mine bøger, selv om – eller måske netop på grund af – jeg er ateist. Til den del af min roman, hvor Frans går under, mens fuglene omkring ham bliver mere og mere monstrøse, lyttede jeg intenst til Messiaen, mens jeg skrev. Den sekvens i ‘Månen over Øen’ – Frans’ undergang – mener jeg i øvrigt selv er romanens bedste.
Fra andet akt af Olivier Messiaens Saint Francois d’Assise
Anne-Marie Vedsø Olesen 