Jeg deltager i virkelig mange arrangementer om “Vølvens vej, Snehild” i løbet af foråret, og det er herligt, jeg elsker at komme ud og være i dialog med læsere. Imidlertid skriver jeg samtidig løs på fortsættelsen, jeg er dybt optaget af den, og begynder at kunne se slutningen for mig. Jeg tror, jeg bliver færdig med fortsættelsen i starten af marts, og så vil den kunne udgives i sensommeren / starten af september. Den får titlen: “Vølvens vej, Misteltenen” og har som hovedtemaer Balders død og Odins runeindsigt og behandler derved hele dødsmytologien i den nordiske mytologi. Jeg kan love læserne en usædvanlig og spændende oplevelse, man kommer med til dødsrigerne Niflheim og Helheim, og møder sågar dragen Nidhug og Helheims herskerinde Hel.
Her er en oversigt over kommende arrangementer (et par stykker mangler, men dem kan jeg af hemmelighedsårsager ikke sætte på endnu):
9. februar: Ørum Bibliotek om Vølvens vej og nordisk mytologi
24. marts: Christianshavns Bogfestival
27. marts: Historiske Dage
31. marts: Lyngby Hovedbibliotek om Vølvens vej og nordisk mytologi
7. – 9. april: Ordkraft i Ålborg
24. april: Svaneke. Om forfatterskabet og Vølvens vej
4. maj: DR P1 Interview og podcast om Vølvens vej i forbindelse med nomineringen til DR Romanprisen
Maj måned: Vølvens vej læses i landets bogklubber i forbindelse med nomineringen til DR Romanprisen
Maj måned: Skriveophold i Berlin i JP-Fondens legatbolig hele måneden – derfor ingen foredrag i Danmark
28. juni: Ærøskøbing Bibliotek
10. september: Litteraturfestival i Store Heddinge
17.-18. september: Fantasyfestivalen i Esbjerg
Mistelten. Pilen som dræber Balder i den nordiske mytologi er skåret af mistelten
