Lucie

NYHED 2019: LUCIE vinder prisen Årets Danske Horrorudgivelse

Lucie_vinder_960-1

Lucie kan ikke dø. Om sig selv ved hun kun, at hun for tusind år siden steg fuldvoksen op af Trondhjemsfjorden, at der i hendes årer flyder vand i stedet for blod, og at hun med jævne mellemrum overmandes af en hunger efter levende menneskekød.

Under en heavy metal-festival i København møder hun den tidligere børsmægler Casper og tager ham med til en københavnsk opiumshule. Her får hun i en fælles rus endelig adgang til en flig af sin egen fortid og mærker de åndelignende væsner, der vil forhindre hende i at lære sin egen historie at kende. Især da Casper og hans nærmeste ven, religionshistorikeren Martin, inviterer hende på pilgrimsvandring til Trondhjem, bliver ånderne urolige.

Under vandringen op gennem Norge begynder eventyrlige ting at ske. Nordiske guder dukker op, talende fugle advarer om ragnarok, og de mystiske ånder afslører deres sande natur. Samtidig kan Lucie ikke modstå sin sult efter menneskekød og efterlader sig et spor af død.

LUCIE er en spændingsfyldt, eksistentiel roman om nordiske myter og kristendom, om dødelighed, identitet, tro og rationalitet.

Lucie udkom på Politikens Forlag den 9. februar 2018

 

ANMELDELSER

Lucie_cover(1)-page-002

 

Femina ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ (6 ud af 6 hjerter):
“Anne-Marie Vedsø Olesen har skrevet en vanvittig roman: hård, mørk, ond, god og nordisk … Den her er bragende god og skal læses, mens vinteren ligger mørk og tung.”

Politiken ♥ ♥ ♥ ♥
“Spænd sikkerhedsselen! Bryd maskeringsforbuddet! For i Anne-Marie Vedsø Olesens næsten dæmonisk vellystige horrorroman “Lucie” springer brændende katedraler, skrigende ravne, magiske sværd, himmelske visioner og råt menneskekød direkte op i ansigtet. Det handler om hunger. Ubændig hunger.” (…) “slutningen er til gengæld så udsøgt spektakulær, at det tager pippet fra enhver skeptiker. Dobbelt-wow!”

Information (stjerner gives ikke – kun tekst i Information)
“Lucie er den vildeste roman, jeg har læst i mit liv, men rummer sin egen ægte læsefryd. Man bliver elementært revet med af romanens desperate alvor og bimlende dommedagsvisioner.”

Berlingske ★★★★ (4 ud af 6 stjerner):
“Teksten bliver en smukt sammenflettet rejse ind i noget åndeligt, noget historisk og noget eksistentielt – på én gang … Anne-Marie Vedsø Olesen har tidligere skrevet romaner, der udfolder sig i historien, for eksempel i renæssancen, og hun har også beskæftiget sig med ægyptisk religion. Denne gang er det kristendommen og den oldnordiske mytologi, der flettes sammen i et originalt greb om de i alle religioner allestedsnærværende budbringere, der kaldes engle. De findes både i jødedommen, i islam og i kristendommen, men på forskellige måder. Og hos Olesen findes de på deres helt egen måde. Samtidig bruger hun romanen til en gennemresearchet tour de force igennem kristningen af Norge og mødet mellem Kristus og de nordiske guder.”

Weekendavisen (stjerner gives ikke – kun tekst)
“… der er faktisk en vis flugthøjde – ved siden af fuglemæles og englevrissens fine spøjshed – over de frembumlede visioner og hallucinationer og forgrublinger”.

Magasinet Liv ★★★★★ (5 ud af 6 stjerner):
“Hvis du kun skal læse én bog … Det er overnaturligt og anderledes og voldsomt spændende.”

DR P1 radioprogrammet 4. division:
Lucie valgt som Ugens kulturanbefaling af Poul Nesgaard.

Litteratursiden.dk (stjerner gives ikke – kun tekst):
“Der er en rå vildskab i Anne-Marie Vedsø Olesens nye roman ’Lucie’, der er vildt underholdende, men svær at genrebeskrive. Overtro, religion, nordisk mytologi, historie, horror og spænding bliver blandet sammen til en syret og vanvittig læseoplevelse. (…) Der er dybde, saft og kraft i fortællingen om sjælløse Lucie og Vedsø Olesen brillerer som fortræffelig formidler med et fuldfedt og kraftfuldt sprog, der får handlingen til at hamre direkte ind på nethinden, hvor den brænder sig fast. Romanen indeholder levende og meget nærværende naturbeskrivelser, og som læser får man utroligt meget lyst til selv at opleve den smukke norske natur på nært hold, eller for dens sags skyld at headbange med på en heavy-metal koncert.”

Gyseren.dk (stjerner gives ikke – kun tekst):
“Det er stærkt underholdende og samtidig tankevækkende.
Jeg er særligt begejstret for, at AMVO tør skrive en hovedperson, der ikke er sympatisk. Vi er i nutiden forvænt med vampyrer, der forelsker sig i deres teenage-ofre og pludselig udvikler menneskelighed. Men sådan er Lucie ikke. Selvom mennesker kan være interessante, bliver de aldrig ligeværdige, og det er en spændende og brutal vinkling.
Lucie er horror blandet med fantasy blandet med historiske facts om kristningen af Norge. Det er en anderledes, men spændende blanding, som helt fortjener de mange roser, den har fået af både bloggere og anmeldere. Med andre ord – er du til en hektisk, surrealistisk, overrumplende, mørk, blodig, gådefuld og underholdende fortælling, så led ikke længere.”

Livet i dukkehuset  ★★★★★★ (6 ud af 6 stjerner):
“”Lucie” er en velskrevet fortælling og jeg vil anbefale den til alle, der bliver draget af at læse noget de højst sandsynligt aldrig har læst før. Jeg har i hvert aldrig læst noget så rablende finurligt og skønherligt som denne roman”.

Bech’s Books ★★★★★ (5 ud af 5 stjerner):
Lucie er en fantastisk historie. Jeg er vild med hele fortællingen, den er spændende, grusom – rig på detaljer om nordisk mytologi og kristendom, som jeg aldrig tidligere har hørt om. Men bedst af alt – så er den anderledes og helt sin egen.”

Ord fra en bibliofil ★★★★★ (5 ud af 5 stjerner):
“Wauw siger jeg bare! Wauw! Kender i til de der læseoplevelser, hvor man forventer at et par ting sker ud fra bagsideteksten, men undervejs når man at opleve meget mere end man havde regnet med? Sådan en oplevelse havde jeg, da jeg læste denne bog. Blandt andet giver Vedsø Olesen læseren tre synsvinkler på samme forløb samt at vi som læser får mulighed for at lære karaktererne at kende gennem hver deres refleksioner og iagttagelser. Denne spændingsroman er tilsat en god portion nordisk mytologi og det fungerer fantastisk godt. Alt i alt en velskrevet og enestående spændingsroman, som er fuld af mytologiske og historiske figurer og som bestemt ikke er for sarte sjæle.”

Bogtanken.dk ★★★★★ (5 ud af 5 stjerner):
“AMVO er desuden en fantastisk skribent. Hun formår at skabe et individuelt sprog for de tre karakterer, som understøtter deres sindsstemninger. Hun formår at skrive både poetisk og sanseligt, når vi tages med på svamperus, ligesom hun også mestrer det flimrende voldsomme og rå, når vi oplever Lucie fortære sine ofre. Jeg slugte hvert et bogstav med samme glubske appetit, som Lucie fortærer sine ofre. Denne roman er ganske enkelt suveræn, og det vil være en fortælling, som med sin alsidighed vil appellere til mange forskellige typer læsere. Den kan ganske enkelt det hele. Den er original, velskrevet, dyb og den overrasker. Jeg kan kun opfordre til straks at få fingrene i et eksemplar.”

Dagbladenes Bureau ★★★★ (4 ud af 6 stjerner):
“”Lucie” er en – om end noget særpræget – eksistentiel tour de force. Eidos (ideernes form) er til debat, hvilket involverer asatro, kristendom og ateisme og afleder intet mindre end de store spørgsmål om godt og ondt, tro og ratio, valg, ansvar og frihed. For Martin og Casper bliver ”den lysende”, der rummer det forfærdeligt mørke i sig, dén historiens læremester, som forløser dem fra deres golde vaneliv og giver dem fremtid. Lucie som historiens læremester er netop bogens bærende motiv … ”Lucie” er en blanding af noget meget lærd og noget meget spektakulært”.

Sidses bogreol ★★★★★ (5 ud af 6 stjerner):
““Lucie” har et konstant højt spændingsnivau, men ikke så man ikke kan følge med. Det er en bog med en gennemført mørk stemning, hvilket gav denne bog lidt ekstra gys. Der er barske og lidt uhyggelige scener i og jeg tog mig selv i at holde vejret et par gange undervejs. “Lucie” er en god blanding af realisme, gys og en fantasy-fornemmelse som bestemt kan anbefales!”

The Secret Life of a Book Collector ★★★★★ (5 ud af 6 stjerner):
“Bogen er en sand pageturner. Siderne tog hinanden, og i takt steg mystikken og spændingen, der voksede mere og mere for hvert kapitel. Jeg havde svært ved at slippe bogen igen, når først jeg var begyndt. For som med Lucie, vil du også finde ud, hvem og hvad hun er. Jeg er ovenud begejstret for denne bog.”

Bogblogger.dk (stjerner gives ikke – kun tekst hos bogblogger.dk)
Lucie er som roman ikke så let at sætte i bås. Den mikser mange forskellige elementer fra mange forskellige mytologier. Den er svært at placere rent litterært: Det er ikke fantasy, og ikke en thriller eller et traditionelt gys. Det er heller ikke magisk realisme, men måske snarere en helt ny genre: mytologisk realisme. Det er en udfordrende, velfortalt og meget original roman, der fortjener et stort publikum.”

Bogbobler (stjerner gives ikke – kun tekst)
“I Lucie er der ikke kun hentet inspiration fra religionshistorie og nordisk mytologi, referencer til litteratur og tv-serier i forskellige genrer som Ringenes Herre og Sons of Anarchy skinner igennem og mikses på herlig vis til en roman, der ikke ligner noget, jeg tidligere har læst. At gøre det overbevisende uden at det bliver plat og påtaget er også en fornem præstation, som forfatteren lykkedes med. (…) alene romanens sprog og originalitet fortjener de helt store klapsalver.”

Jyllands-Posten ★★★
“Anne-Marie Vedsø Olesen skruer op for det helt vilde udtræk i sin nye roman, som er en fuldstændig vanvittig blanding af mytologi, splatter, fantasy og hallucinatoriske syner. (…) Anne-Marie Vedsø Olesen har gjort et grundigt forarbejde, både når det gælder det rent historiske og den nordiske og græske mytologi. Hvis hun ikke selv har vandret ad pilgrimsruten til Trondhjem, hvor Lucie færdes det meste af tiden, har hun i al fald nærstuderet den i en grad, som virker overbevisende. Kendsgerningerne er på plads, og det giver forfatteren mulighed for at lege med forskellige fantasifulde hypoteser bl.a. vedrørende det sværd, som kong Olaf bliver dræbt med. Meget af handlingen udspiller sig i et helt andet bevidsthedslag end fornuftens og empiriens, når Lucie flyder gennem en lys tunnel fuld af orange sommerfugle i vanddybet på vej mod det endelige opgør, eller når hun sammen med sine to følgesvende Martin og Casper svæver ind i svamperusen, hvor fortid og fremtid smelter sammen i en fuldendt cirkel. Selv om der er tale om to vidt forskellige romaner, minder Lucies rejse gennem tider og dimensioner om den måde, hvorpå de udødelige personer i Anne Lise Marstrand-Jørgensens roman ”Sorgens grundstof” igen og igen gennemskærer grænserne mellem før og nu.”

Advertisement