Vølvens vej, Snehild

NYHEDER 2022

Vølvens vej, Snehild vinder DR Romanprisen 2022

Vølvens vej, Snehild nomineret til Læsernes Bogpris.

Vølvens vej, bind 1 Snehild, udkom på Lindhardt & Ringhof den 3. september 2021

Snehild kommer til verden midt under en blodig krig. Hendes mor flygter gennem skovene og videre til Himlinge, hvor Snehild vokser op. Da byens magtfulde ypperstepræstinde Ragnfrid får mistanke om, at Snehild har evner, der overgår hendes egne, beslutter hun, at Snehild må skaffes af vejen.

Det lykkes Snehild at flygte, men hvordan skal hun overleve i det golde ingenmandsland uden for Himlinges byporte? Én for én kommer nornerne hende til undsætning og hjælper hende til at forstå den særlige skæbne, hun er blevet givet. På sin vej møder Snehild både svirrende alfer, brovtende jætter, frygtindgydende og forførende ulve, der hver på sin måde indvier hende i deres visdom og styrke og forbereder hende til at kunne vende tilbage til Himlinge som en stærk og stolt krigerkvinde.

En medrivende pageturner for voksne læsere om stærke kvinder, blodhævn, skæbne og gudernes gunst. Vedsø Olesens nye serie er inspireret af nordisk mytologi.

Snehild er første bind af den stort anlagt trilogi Vølvens vej, som er baseret på nordisk mytologi og udspiller sig i jernalderen. Vi befinder os på Stevns i landskaberne omkring Tryggevælde Å, hvor Anne-Marie Vedsø Olesen selv bor.

Med en kvindelig hovedperson anslår Anne-Marie Vedsø Olesen en ny retning for det ellers mandsdominerede univers, der har præget fortællingerne om vores gådefulde oldtid.

Vølvens vej lanceres internationalt af Saga Originals, som udgiver trilogien digitalt på 8 forskellige sprog og som fysisk bog på tysk.

Vølvens vej er solgt til filmatisering hos Apple Tree Productions.


ANMELDELSER

WEEKENDAVISEN. Anmelder Linea Maja Ernst

JERNALDERBASKER . Første del af Anne-Marie Vedsø Olesens storhedsvanvittige vølve-saga er fuldfed fantasy, psykedelisk naturpoesi og guf for mytologinørder. (…)
Snehild er en jernalder-basker brygget på nordisk mytologi og moderne magtspil. Det overnaturlige og det dennesidige blander sig ubesværet og underholdende. Vølver, norner, jætter og lysalfer er en integreret del af verdensbilledet, men hovedpersonernes verden består også af pragmatisk politik over for ære og blodhævn, brutale henrettelser (…) Min tillærte snobbethed smelter væk over for værkets kombination af sværd-schwung, historisk vid og sprogligt overskud. Når synerne overmander Snehild, jazzer forfatterens natur-psykedeliske ekspressionisme afsted. (…) Romanen er skrevet med en opmærksom kærlighed til myternes stof og persongalleri, men uden at være andægtig eller låst af sine forlæg, tværtimod er Vedsø Olesen udstyret med et klædeligt storhedsvanvid, som lader hende piske en særegen verden op, hvor mytestoffet blander sig friskt med hendes egne figurer. Det er Vedsø, som er vølven. (…) Snehild er – ud over at være velskrevet, velresearchet, original i sin tone – fundamentalt spændende. Jeg skal bare bede om de næste dele af trilogien så tjept som muligt.”

POLITIKEN. Anmelder Liselotte Wiemer
♥ ♥ ♥ ♥ ♥
“Anne-Marie Vedsø Olesen kaster sig magtfuldt, modigt og glubsk ud i første bind af en trilogi fra den nordiske mytologi.”

DAGBLADENES BUREAU – herunder Fyens Stiftstidende. Anmelder Preben Rasmussen
★★★★★
“Så smittende vid og veloplagthed, at man utålmodigt venter på at kunne vende den næste side i romanen – og for den sags skyld første side i næste bind af Vedsø Olesens trilogi.”

KRISTELIGT DAGBLAD Anmelder Damian Arguimbau
★★★★★ “Fængende, drevent og elementært spændende. Jeg ser frem til det næste bind!”

BERLINGSKE. Anmelder Merete Reinholdt
★★★★
“Ymer, bevare mig! Sikke en velskrevet og skøn boble af eventyr og stærke kvinder. Anne-Marie Vedsø Olesen har med »Vølvens vej – Snehild« fyldt den lystigt boblende heksegryde med myter, jætter og magi og fremtryllet en fængende, velskrevet sagnfortælling.”

LITTERATURSIDEN
“Der er masser af plot-twists i Vedsøs imponerende roman, der er første bind af en serie, der foregår i Danmarks jernalder … Spændingsniveauet er højt, blodet flyder, og hovedpersonerne er lige så uforudsigelige som hos George R. R. Martin … hendes romaner er kulørte på den helt rigtige måde. Bind to må rigtig gerne snart komme.”

TROLDSPEJLET
“En nordisk udgave af Game of Thrones … En klar anbefaling”.

YOULOOKLIKEABOOK 5,5 stjerner/6
“Allerede i løbet af den første side blev jeg suget ind i den meget dramatisk og nervepirrende handling og helt tilbage til jernalderens barske vilkår, hvor Snehild pludselig kommer til verdenen midt under en forfærdelig snestorm og dødsensfarlige uroligheder. Jeg sad neglebidende på kanten af stolen …”
Læs hele anmeldelsen hos bloggeren youlooklikeabook her

HISTORIE-ONLINE
“Anmelderen blev fanget ind af den spændende historie, og det vil mange læsere gøre, medens vi utålmodigt venter på bind to.”

BOGBLOGGER.DK ved Katrine Lester
“Vedsø Olesen griber dybt i skuffen med myter og spændingsgreb fra fantasy-litteraturen med magiske kræfter, skæbne og, da det er en voksenbog, rå vold og sex. Det fungerer virkelig godt, og hvis man kan lide det magiske univers vil man føle sig godt underholdt og virkelig revet med, ikke mindst af de sitrende fremskrivninger af den besjælede natur.”

FORESTILLING OM PARADIS ★★★★★★




Advertisement