Mediedag … og den labyrintiske komposition

I går var på mange måder en underlig dag, sådan en af de dage med uventede hændelser og mange forskelligartede følelser. Og det kan jeg egentlig godt lide. Livet bliver udfordrende.

Tidligt om morgenen blev det ikke kaffen, der vækkede mig, men Weekendavisen. Jeg opdagede, at et debatindlæg om orkesterchefer, som jeg havde sendt ind for lang tid siden og glemt alt om, ikke kun var blevet bragt, men også slået stort op med tegning. Den slags er altid lidt hjertebankende, for i en debat tager man stilling i en konflikt. Og ved at stikke næsen frem, risikerer man fjender. Nå, man kan ikke være venner med alle …

Jeg gik i fitnessklubben. Trængte til at arbejde uroen ud af kroppen. Og da jeg kommer hjem ringer så en journalist fra Nyhedsavisen. Vi tog en lang snak om det at blogge som forfatter. Hun var ved at skrive en artikel, og jeg tror nok, at det bliver bragt på mandag.

Og så hastede jeg ellers videre med dagens program, der som næste punkt havde ren kropsforkælelse. En tur ned forbi min italienske massør i Mikkel Bryggersgade, en time med afdæmpet musik og stærke hænder. Desværre også med en mobiltelefon i min taske, som jeg havde glemt at slukke, og som blev ved med at ringe, og det var så Nyhedsavisen igen, og de ville også gerne tage fotos, og kunne de ikke komme forbi om en time?

Foto: Copyright Morten Arnbo / Nyhedsavisen

Jo, jo da (jeg har noget med kameraer, jeg kan faktisk godt lide at få taget billeder), så det var hjem og rydde op og lægge make-up, og fotografen livede helt op, da han opdagede mit engagement og medspil. Fotografer er et sjovt folkefærd. Deres måde at anskue verden på … og jeg forstår den så udmærket, fascinationen, den underlige leg med kameralinser … Men det er en helt anden historie. Men jeg fik tilladelse til at lægge billeder ud på mine internetsider. Med Copyright naturligvis. Må altså ikke downloades eller på anden vis gengives.

Dagen blev afsluttet på den helt rigtige måde, en spontan tur ud på Nørrebro, til min yndlingsgræker Restaurant Philoxenia i Ravnsborggade, indehaveren er så bedårende venskabelig (jeg tror nu, at den maskuline mand ville frabede sig beskrivelsen “bedårende”), han ryster hænder og dunker sine medmænd på ryggen. Og så elsker han vin, god vin, god GRÆSK vin, og det er bestemt Philoxenia, man skal besøge, hvis man vil lære lidt om, hvor højt et niveau Grækenland er kommet op på i sin vinproduktion.

Og så til et P.S. der i virkeligheden er det allervigtigste. Det som jeg går og grubler over i øjeblikket i forbindelse med mit næste romanprojekt: Kan man komponere musik labyrintisk? Jeg arbejder på at lægge et labyrint-tema ind over min Blåskæg-roman, og jeg spekulerer på, om det findes, og om det overhovedet giver mening at lade en komposition udfolde sig som en labyrint i sin struktur.