Gudestorm

 

Gudestorm – en romantrilogi om kunst, kærlighed og egyptisk mytologi

Trilogien Gudestorm har kaosguden Seth som hovedperson og gendigter urgamle egyptiske myter ind i nutiden. Den består af de tre selvstændige romaner: Djævelens kvint, Tredje Ikaros og Gudernes tusmørke. De tre bøger udkom første gang i hhv. 2002, 2004 og 2007 på forlaget Gyldendal og er blevet genudgivet som paperbacks på forlaget Lindhardt & Ringhof januar 2024.

_______________

Handling:

Den egyptiske gud Seth bliver genfødt til et ekstravagant og udsvævende liv i Europas storbyer. Med en livsgrådighed hinsides godt og ondt kaster han sig ud i tilværelsen trækkende et spor af ødelæggelse efter sig. Mænds og kvinders liv bliver vendt op og ned, når opgøret imellem orden og kaos igen og igen står sin prøve.

Passion, mystik, kunst og urgamle myter er hovedingredienserne i Anne-Marie Vedsø Olesens trilogi om kærlighed og undergang i det 21. århundrede.

Anmeldelser:

Anmeldelser af GUDESTORMS tre bøger:

Jyllands-Posten ★★★★★

“Det handler om spændingen mellem ånd og materie, mellem sind og krop, mellem kontrol og tøjlesløshed …
En overbevisende historie med en bemærkelsesværdig sammenvævning af både handling, ord og musik i Wagners ”Parsifal” med en stadig mere intensiveret handling. … en meget tilfredsstillende afslutning på en usædvanlig trilogi og også en litterær præstation af internationalt format.

Berlingske Tidende ★★★★

“Vedsø Olesen er en eksotisk plante i det danske litterære staudebed. Med stikord fra Anne Rice, skriver hun fantasifulde romaner af den slags, vi ellers mest får fra det store udland. Det er vældigt underholdende, for Vedsø Olesen kryber ikke i det, når hun brygger det overnaturlige, videnskab, kunst og sex sammen i sine bøger.”

ALT for damerne ★★★★★

“Hun forener i bogen, der fænger fra stort set første side, sit blændende detaljerede sprog med et sindrigt plot og en fantastisk kærlighedshistorie på en basalt spændende og dybt original måde”

Weekendavisen

“Ikke siden Umberto Ecos Rosens navn har man set en spændingsroman – også lidt af en kærlighedsroman – baseret på et så stort filosofisk-religiøst historisk apparat. Plus alt det, musikken (Mozart) og ægyptologien fører handlingen ud i … En spændingsroman ud over det sædvanlige altså, elitær underholdning i særklasse. Og når romanen lader en gud gribe ind, er det andet og mere end et trick, men for at vise ondskabens dobbelte ansigt: frihed eller kaos. Sætbold til Seth.”

Politiken

“‘En herlig roman fuld af spænding og drama og stor romantisk kærlighed fortalt på en baggrund af interessant og eksotisk specialviden. Det er også en roman, hvor der tænkes ambitiøst og stimulerende om livet og døden og religionen, og ikke mindst er det en uhyre velskreven roman.”

Kristeligt Dagblad

“Mystikken breder sig, gåderne foldes ud, og hele herligheden vikles ind i et fintmasket net af kunsthistorie, græsk og ægyptisk mytologi … Anbefales enhver med hang til gode historier.”

Femina

“Gudeskøn læsning … En eksplosiv historie, skrevet umanerlig flot. Læs den og lad den straks gå videre til din partner, bedste veninde m.fl.!”


Handling:

Gudestorm 1 – Djævelens kvint:

Romanen hvor Seth genfødes ind i nutiden. Den handler om en nyopdukket arie fra Mozarts eventyrlige opera Tryllefløjten, og om Seths dramatiske kampe mod broren Osiris og søsteren Isis. Djævelens kvint foregår dels i Danmark og dels i Ægypten, og Tryllefløjten er på mange planer det gennemgående tema i romanen.

_________________

Gudestorm 2 – Tredje Ikaros:

Handler om et terrorangreb og et mystisk maleri af Pieter Brueghel den ældre. Tredje Ikaros foregår dels i London og dels i Napoli og har den græske myte om Ikaros som underliggende rød tråd i fortællingen. I denne roman fødes Seths nye fjende Horus, og også Seths hustru Nephtys dukker op og skaber stærke følelser og splittelse …

_________________

Gudestorm 3 – Gudernes tusmørke:

Handler om de afsluttende kampe mellem Seth og Horus. Den foregår hovedsagelig ved Rhinen i Tyskland. I handlingen indgår en opsætning af Wagners opera Parsifal, hvis temaer – begær, lidelse, indsigt og forløsning – fletter sig ind i fortællingen om en uforløst og utro operadirigent, der har slået sig ned hos Seth.

2 responses to “Gudestorm

  1. Per Emborg

    Så der er en chance for, at historien kan blive genlæst/nylæst i Ghana denne sommer? Ser frem til det…

    Like

  2. Det bliver en komprimeret paperbackudgave, som er let at rejse med trods de lidt over 1000 sider … 🙂

    Like

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.