Jeg har lige været inde til premieren på Partenope på Det Kongelige Teater, en Händel-opera opført for første gang i Danmark her til aften, og med det danske barokorkester Concerto Copenhagen i orkestergraven.
Sidste sæson leverede Concerto Copenhagen og dirigenten Lars Ulrik Mortensen årets bedste opera med Monteverdis Poppeas kroning, så mine forventninger til i aften var enorme.
Jeg bor ganske tæt ved Gamle Scene, hvor den spilles, og jeg krydsede fornøjet og veloplagt Kongens Nytorvs brosten i mine højhælede støvler. Min far var min hyggelige ledsager denne aften. Det er ham, jeg skylder min interesse for klassisk musik og opera.
Og jeg siger med det samme: Gå ikke efter 1. akt, selv om det er fristende. Forestillingen tager kvantespring i kvalitet og slutter med et aldeles magisk 3. akt, der føjer helt nye dimensioner til barokmusikken.
Som udgangspunkt er handlingen i Partenope tåbelig og uvedkommende for det moderne menneske, der er noget krig og kærlighed med forklædninger og ulykkelige forelskelser – det er ikke værd at referere i detaljer. Og så ender den latterligt usandsynligt, nemlig at vores begærsdrevne, lidende 4-5 hovedepersoner, hvor ingen ser ud til at kunne få den, de elsker, pludselig som ved et trylleslag “ser lyset”, så alting på nydeligste vis bliver fryd og gammen. Sorry, men sådan fungerer begær ikke. Hvor var Poppeas kroning sidste år dog langt bedre i sin rå amoral, der lykkeligt befriede os fra hykleri og romantisering.
Det var altså efter min mening svært stof, som holdet bag Partenope havde at arbejde med. En tilsyneladende indholdsløs historie, som tilmed ikke engang havde dramatiske drive. Ikke en nem opgave at sætte iscene. Man kunne spørge sig selv, om ikke en stærkt beskåret koncertopførelse af Partenope ville give bedre mening.
Givet denne ringe præmis er der kommet en ualmindelig vellykket forestilling ud af Partenope. For naturligvis er begærets kvaler altid værd at dykke ned i, uanset hvilke opdragende moraler en slutning kan finde på at presse ned over hovedet på os. Og jeg tror ikke, at Händels musik kan fremføres bedre i øjeblikket end Concerto Copenhagen og Inger Dam-Jensen, der sang Partenope.
Og så skete der noget hen imod slutningen af forestillingen, noget magisk, og en lille eufori sidder stadig i mig ved tanken: Gennem de tre akter arbejdede instruktøren og scenografen sig henimod en blotlæggelse af underbevidstheden, 2. akts store sjælekvalsarier slog til sidst hul i paladsets tykke mur og medførte, at 3. akt var et drømmeunivers af surrealisme. Det var vejen til erkendelse og udvikling for vores hovedpersoner, en slags psykoanalyse, og måske netop den eneste tolkning, der kunne få den tåbelige slutning til at give mening. Og med udsigt fra paladset til det skønneste drømmelandskab løftede de elskendes sang sig til sidst til noget, der var større end selvet og verden, noget fra universets ende, noget der hørte hjemme i andre dimensioner. Sådan har jeg aldrig oplevet barokmusik før. Tak for det!
Fakta om forestillingen på Det Kongelige Teaters hjemmeside her
P.S. Faktisk blev 1. akt for mig reddet af Partenopes påklædning: Først en guldkjole, så en sølvkjole … åh, så skønt, så skønt! … og sølvkjolen blev taget af hende, og tilbage stod Partenope i en kort, sort silkesag (der minder om mine 8 sorte silkenatkjoler), og til den var hun iklædt lårlange læderstøvler og læderhandsker …
Anne-Marie Vedsø Olesen 