Forestil dig en moderne storby, skyskrabere, tæt trafik, et mylder af mennesker på fortove, i butikkerne, på cafeerne. Forestil dig, at der oprindelig ingen bebyggelse var på dette sted. Byen blev udtænkt. Den var en tanke på et stykke papir, en ide, som blev omsat til en hurtigt skabt kunstig by, en konstruktion. Men bygninger skød i vejret, folk blev nysgerrige, de første flyttede ind. Og rygtet om den attraktive storby spredte sig hastigt, og folk strømmede til. Sådan forestiller jeg mig Facebook.
Jeg flyttede selv ind i Facebook for snart seks år siden. Jeg kan huske euforien. Det var som at være barn igen, med nye legekammerater. Man chattede og flirtede, sladrede og delte. Alt blev til statusopdateringer. Jeg tænkte i statusopdateringer, jeg drømte i statusopdateringer. Enhver følelse, hændelse, overvejelse blev omsat til disse korte, tredje persons fortællinger på Facebook. Og umærkeligt ændrede livet sig til at blive fortællingen om livet. Det var, som om alt af betydning foregik i Facebook. Intet i verden udenfor var i sig selv interessant længere.
For et par måneder siden forlod jeg Facebook. Jeg føler mig som et af Platons hulemennesker, der endelig er kommet ud og ser den virkelige verden. Jeg fik tårer i øjnene i dag over krokusbedet i Kongens Have. Tænk at jeg engang frivilligt gik ind i den hule og gjorde tilværelsen til en udstilling.
Byen Facebook er også ved at ændre sig. Der er nok en grund til, at jeg forlod den. Jeg er ikke den første, der forsvinder. En mathed har indfundet sig, folk siver bort. Jeg har besøgt Facebook tre-fire gange, siden jeg rejste, og jeg ser den som en tusmørkeby nu. Der er stadig beboere, men færre. Bevægelser er skygger blot. Der er affald, tomhed. Snart bliver det en spøgelsesby. Og jeg ser for mig ruinbyer som Paestum og Akhetaten, byer der ikke blev ødelagte af katastrofer, men bare forladt. Overladt til forfaldet. Det vil ske for Facebook, tror jeg. Facebook – den forladte by.
Fra zombie-filmen I Am Legend
Anne-Marie Vedsø Olesen 
Hej søde AMVO. Søgte og fandt dette indlæg. Havde godt set, at du var blevet mindre regelmæssig med dine opdateringer på Facebook, og dem savnede jeg pludselig. Skriver du ikke lidt om, hvordan det er nu? Nu er det to måneder siden, du skrev dette her – og du må rigtig skrive med en skrivevinkel – påvirker det? Om overhovedet? Overspringer du så på anden vis? Jeg er nysgerrig! Stort knus fra varmen
LikeLiked by 1 person
Hey, kæreste Lotte!
Det har været en stor forandring – og alene til det bedre – kun at åbne Facebook en gang om ugen for lige at blive opdateret. Skrivningen har haft ubeskrivelig godt at det; jeg får skrevet mere, systematisk og fokuseret nu, og det føles rigtig godt. Og det forbløffende er, at der heller ikke længere er noget savn efter Facebook. Så det er ikke svært at holde sig væk. Overspringe gør man vel altid, men det er begrænset HVOR lang tid, man kan få til at gå med at kigge på internetaviser, vejrudsigter og aktiekurser … 😉
Knus fra et også varmt Danmark
LikeLike
Hvor er det interessant. Måske har jeg aldrig tænkt på Facebook som overspring. For mig er overspring, når jeg laver noget HELT andet, altså rejser mig fra skærmen. Facebook har aldrig rigtig taget mig i timevis, så jeg nyder det fortsat. Engang kunne jeg ikke styre det med at tjekke mails, men så slukkede jeg bare for nettet, og det var slemt i ti minutter, og så havde jeg glemt det. I dag er der så meget, der pinger og popper, at jeg ikke har overblik nok til at kunne lade mig distrahere, men mit skriveprogram har en funktion, som jeg altid skriver i: sort baggrund, hvidt papir, ingenting popper op, intet ur, ingenting. Det virker, og det har det efterhånden gjort i årevis. Lige nu her til morgen har jeg skulle redigere en novelle til et dameblad, og jeg bruger den funktion helt automatisk, også selvom det var et tyve minutters job. Men så tog det kun 20 minutter, og nu er jeg så her og besvarer de ting, der er poppet op 🙂 Rigtig god skrivevind derude – (og ligger du stadig ned?)
LikeLike