Det er et spørgsmål, man ind imellem får stillet. Kan man identificeres med en af karaktererne, har man skrevet om sig selv?
Nu er Gudernes tusmørke min fjerde roman, og det gælder med denne som med de forrige: Der er lidt af mig i alle personerne. Og ingen af dem er mig. I sidste ende har man kun sig selv, sine egne erfaringer og følelser at trække på. Det stof transformerer man, og noget trækkes ud, fremhæves, styrkes, skærpes, så en klar fortælling med veldefinerede og generelt identificerbare konflikter fremstår.
Når det er sagt, så er det klart: Jeg er tættere på nogen karakterer end på andre. Min kaosgud Seth, der er jeg-fortælleren i Gudernes tusmørke, har meget af mig i sig. Hans styrke og begejstring, hans krav til livet. Og den kvindelige hovedperson Sophies feminine og sårbare følsomhed er også et element, jeg kender til.
Faktisk er de to sider illustreret ret godt i disse to pressefotos, som Gyldendal fik taget (fotograf: Morten Holtum):
Da forlaget og jeg skulle vælge hvilket billede, der skulle repræsentere mig og bogen, valgte jeg det kraftfulde “Seth”-billede. Hvorimod Gyldendal har valgt det blide “Sophie”-billede til forfatterportrætteringen på deres hjemmeside.
Anne-Marie Vedsø Olesen 
Det er nogle gode billeder. Du nævner Sophies “feminine følsomhed”. Bare for at drille dig lidt: Dine kvinder, synes jeg, er bestemt både feminine og følsomme — men du behandler dem hårdt. I romanerne. De får – nogle af dem – helt bogstaveligt nogle tæsk, og flere kommer af dage på grummeste vis. Adam, den feminine mand, må også lide. Det samme gælder nogle af mændene — men det forekommer mig alligevel, at der er en slags kobling. I bøgernes univers. Victoria og Sophie er begge masokister, og de ofrer sig — ligesom Heloise. Og Adam. Omend Victoria til sidst … o.s.v. Kan du – eventuelt – skrive lidt om det?
LikeLike
Det var mig magtpåliggende i Gudernes tusmørke at få frem, at Sophies grumme skæbne IKKE forårsages af hendes seksualitet. At det ikke er den, der skader hende. Den er tværtimod hendes styrke.
Det, der skader hende er, at manden, som hun deler sine oplevelser med, ikke kan finde ud af at se sine drifter og de dertil knyttede følelser i øjnene. Derved sårer han hende voldsomt følelsesmæssigt og spænder samtidig ben for sin egen lykke.
Det er således manden, der er den egentlige svage person i romanen. Ikke kvinden.
Faren, undergangen, ulykkeligheden, som jeg fortæller om i Gudernes tusmørke, udspringer af IKKE at leve i harmoni med sine drifter og følelser. Uanset naturen af disse.
LikeLike
Det var et godt, seth’sk svar 🙂 Tak for det.
LikeLike