Søndag morgen – formiddag snarere – og jeg ligger som sædvanlig i sengen og nyder morgenkaffen og ser up på byens snedækkede tage. Jeg elsker det lille ritual. At ligge i mine silkedyner, i en silkenatkjole og drikke stærk, sort nescafé. Dagen begynder på den måde med en velbehagelig fornemmelse af luksus. Og jeg tror på, at det er med til at holde ambitionsniveauet oppe og energien ved lige.
For virkeligheden er jo derude, uden for silkedynerne, ude i frosten, og om et par timer skal jeg være på arbejde på det ene af de to små teatre, hvor jeg er ansat. Det er ikke vellønnet at arbejde i teaterbranchen. Til gengæld er det sjovt. Nej, det er forfatterskabet, der skal (og til en vis grad allerede gør) bringe pengene hjem.
Det er lang tid siden, at jeg sidst har skrevet i bloggen. Paradoksalt nok er det ikke fordi, der ingenting har været at fortælle. Tværtimod er der sket så meget, at bloggen er blevet nedprioriteret. Det vil jeg rette op på fra nu af.
Og jeg glæder mig til igen at skrive om de operaer og koncerter og skuespil, som jeg ser. En af de næste forestillinger, som jeg glæder mig særligt til i den kommende tid, er Tryllefløjten. Den har repremiere på Det Kongelige Teater den 18. januar i Mikael Melbyes udgave. Netop den opsætning af Tryllefløjten indgår i romanen Djævelens kvint, hvor flere kapitler foregår inde på Det Kongelige Teater under en forestilling af Tryllefløjten. Og hele handlingen i Djævelens kvint følger – selv om den på overfladen er en moderne spændingsroman, der udspiller sig i nutidens København – grundlæggende set handlingen i Tryllefløjten. Så den opera har jeg naturligvis et ganske særligt forhold til. Den har, ud over sin fortryllende musik, så meget på hjerte. For tag ikke fejl, selv om Tryllefløjten er et eventyr, handler den i høj grad om virkeligheden.
Anne-Marie Vedsø Olesen 