Der er nu kommet rigtig mange fine ord om Glasborgen fra anmelderne, og jeg er glad:
Ekstra Bladet ★★★★★
“Som i de foregående værker navigerer den multi-talentfulde forfatter ubesværet i krydsfeltet mellem virkeligheden og det – i mangel af bedre ord – overnaturlige. Fundamentalt spændende og ualmindeligt velskrevet.”
Berlingske Tidende ★★★★
“En velskrevet og indsigtsfuld skildring af operahusets liv, musikkens væsen og sangernes kamp for at trænge ind i de store værker og fortolke dem.”
Weekendavisen
“Operaens dna er patos, og det overfører hun stort set ubesværet til en nutidig tekst om en kvinde, der vrister sig løs af sin elskers og sin mors dominerende indflydelse. I Glasborgen er virkemidlerne skræddersyet til melodrama: Store armbevægelser, patos, litterære og musikalske hints, blodig handling, fravalg af snusfornuft og en blanding af suggererende og præcist sprog. Anne-Marie Vedsø Olesen er kulørt på den gode måde.”
Politiken
“Anne-Marie Vedsø Olesen skriver med et stort overskud og tydeligvis med stor fornøjelse … hun har sans for detaljerne – således er det godt set, at operahuset med sit gitterværk minder om et akvarium eller om den slags små glaskugler med snevejr indeni. Og det er dette indre kunstneriske stormvejr, hun sætter ord på i ‘ Glasborgen’. Det gør hun godt.”
NORDJYSKE Stiftstidende ★★★★★
“… suger Anne-Marie Vedsø Olesen det rå begær frem af de københavnske kanaler, hvor vandet på jungiansk vis forvandles til et altædende maskulint monster, der anno 2012 og før og for altid vil fortære kvindeliv … Bogen er sylespids som forfatterindens stiletter og bør læses af begge køn.”
MetroXpress ★★★★★
“‘Glasborgen’ er et mareridt, der svinger sig som en arie helt op i de fineste krystalklare toner. I et levende og medrivende sprog flyver man let gennem siderne. Det er morsomt, intenst og uhyggeligt at følge Judith på hendes færd for at komme til at kaste sig fri af sine lænker, mens hendes umiddelbare verden, Operaen, bogstavelig talt rasler ned om ørerne på hende. I denne velskrevne gyser finder man ud af, at det nogle gange er nødvendigt at kaste med sten, selv om man bor i en glaskuppel. En herlig ny måde at betragte Operaen på.”
ALT for damerne ★★★★
“Man må overgive sig til Danmarks svar på Stephen King’ uanset om man er fan af overnaturlige thrillere eller ej.”
Kristeligt Dagblad
“‘Glasborgen’ er en symbolsk historie om passion og fortabelse og om en kvindes langsomme erkendelse af, at hun må vælge sin egen skæbne. At lade Operahusets store, lysende vandomkransede halvklode danne ramme om fortællingen og at lade en fremmed ankomme udefra samt at blæse højt og flot på konventioner om realisme og overdrev er godt tænkt, og man er med på, på operavis, at elske klicheerne.”
Litteratursiden.dk
“Meget velskrevet og så spændende, at jeg ikke kunne lægge den fra mig. Bogen er meget visuel, og jeg kunne levende forestille mig den omsat til film.”
Nordvestnyt ★★★★
“Et magisk univers, hvor havnens vand gennem skiftende farver bringer varsler, hvor en komponist er villig til at bruge ultimative midler for at skabe sin musik, og hvor hans rådgiver ikke kun er af kød og blod. Stærkt stof. Hertil kommer, at »Glasborgen« også rummer spændende indsigter i operamusikkens kunstneriske univers.”
Helsingør Dagblad
“»Glasborgen«, der er nem og hurtig at læse, er ikke som romaner er flest, men den skal nok læses på en solskinsdag, hvis man vil ryste den dæmoniske uhygge af sig.”
Gyseren.dk
“Jeg var vældig underholdt af ”Glasborgen”, som måske ikke er typisk horror, men som både fascinerer og forskrækker på mere end et plan. Og så synes jeg det er lidt interessant, at fin-kulturen er ved at finde en plads i horroren. Sidste år så vi den fremragende balletfilm ”Black Swan”, der krydsede ind over horrorgenren, og herhjemme får vi nu opera med horrorvinkel.”