I årevis har jeg med fornøjelse og anerkendende nik set de to tv-programmer ’Trinny og Susannah’ og ’What not to wear’ (’Red min stil’). Koncepterne er nogenlunde ens: Et par modeeksperter griber fat i kvinder med dårlig tøjstil og kiksede kroppe – som regel overvægtige – og lærer dem, hvordan de kan komme til at se attraktive og tjekkede ud ved at komme op på de høje hæle og købe tøj, der er flatterende for netop deres kropsform. Jeg nød at se forvandlingerne, nød at se kvinderne tilsyneladende begynde at stråle og få øget selvværd. Indtil det pludselig for nylig slog mig: Hvorfor var kun én ud af hundrede forvandlinger i programmerne mænd?
I dag kan banke hovedet ind i væggen over min egen dumhed. Over at jeg lod mig forføre af de programmer. Som så mange andre i disse tider finder jeg brugen af sygeligt udseende tynde modeller forkastelig, og jeg troede derfor, at de pågældende tv-programmers fokus på normale kvinders kroppe var et fremskridt.
Nej, det er ikke et fremskridt. Det er en fastholdelse af kvinden som begærsobjekt, når man bliver ved med at fortælle os, at vi skal forsøge at se attraktive ud. Og det gør skade at bilde os ind, at det er sådan, kvinden får værdi – ved bekræftelse udefra. Det fører kun én ting med sig: Fortsat udhuling af selvtilliden. Uanset kropsstørrelsen.
Også mange mænd har kiksede kroppe og dårlig tøjstil. Men er det et problem? Næh, åbenbart ikke. Man gider i hvert fald ikke lave tv-programmer om det. Og sådan skal det være. Også for kvinder. Så skrot de programmer.
Selv er jeg for et godt stykke tid siden holdt op med de høje hæle og udklædningen i ukomfortabelt modetøj, der begrænser min bevægelsesfrihed. Jeg kan stadig godt finde på at tage noget lækkert tøj på til særlige lejligheder. Hvis ellers jeg har lyst. Det er det afgørende. Men det står helt klart for mig nu: Jeg hviler først i mig, når jeg ikke er klædt på for at blive bekræftet. Og jeg har lært om mig selv, at jeg folder mig bedst ud og lever stærkest iklædt sneakers og jeans, og med kun en schweizerkniv og et par læsebriller som accessoires.
Anne-Marie Vedsø Olesen 