‘Månen over Øen’ udkom i forgårs, og i dag er der den mest fantastiske 5-hjertede anmeldelse i Politiken, og jeg er både rørt og glad, for anmelderen Liselotte Wiemer fanger det hele og formidler sin anmeldelse både underholdende og præcist:
♥ ♥ ♥ ♥ ♥
Her nogle citater:
“Anne-Marie Vedsø Olesens Maggi-terning af en dystopi er noget af det bedste, hun har skrevet.” …
“Så kast dig ud. Og gisp. For ‘ Månen over Øen’ er en af Anne-Marie Vedsø Olesens skarpeste og mest konsistente romaner til dato. Meget er, som det plejer. Universet er syret og surreelt. Der er en dobbeltbundet (is) dronningekvinde i hovedrollen – her opkaldt efter en af antikkens filosoffer, Hypatia. Og vi føres steder hen, hvor blødt wienerbrød nægter at gå.
Men det hele er kogt ned til en lille terning af tungt stof. Og der er en sjældent sammenhængende, gennemført, civilisationsdesperat og røntgenøjet mening i galskaben. Alt sammen skrevet frem som korte afgrænsede kapitler, små bidder, der er henholdsvis rablende, vidende, opremsende, abrupte, ømme og knastørre.
Og det går lige ind.”
Og det bliver ved, og jeg er bare så stolt! Og jeg elsker den dér mulige skjulte Star Trek reference: “… vi føres steder hen, hvor blødt wienerbrød nægter at gå.”